DAG 7

Det er søndag. Arbejdet er til ende og jeg hviler fra mine gerninger. Jeg bærer korset ud af værkstedet og sætter det i skovkanten, hvor vi bor. Det er klar til at tage med til Korsvej Forum i Fjellerup. Måske vi ses der i uge 31? Jeg glæder mig til at være med i fællesskabet, og er i gang med at invitere venner med. – Jeg tager de sidste fotos, som viser at korsets ene side er bearbejdet og fornyet træ, mens den anden side bærer sin historie som tagspær med sig. – Tak fordi du kiggede indenfor i værkstedet og fulgte med i processen. – Fred og alt godt.

SØNDAG
NYT LIV
Søndagen er både hviledag og en dag, hvor vi fejrer Kristi opstandelse. I jødisk tradition er søndagen et billede på skabelsens første dag. Og i den kristne tradition er søndagen den dag, hvor Guds søn stod op fra de døde. Søndagen er derfor en dag, hvor vi kan fejre dødens overvindelse og livets nye muligheder – i helligdagens ro og hvile.

BØN OM TILGIVELSE
Kristus Jesus,
i lyset fra din opstandelses nærhed,
og i enhed med dine første sårbare disciple,
bekender vi :
at vi ikke har vejet vore ord, som vi skulle,
at vi ikke har delt dine prøvelser,
at vi ikke har haft tillid til dine løfter.
Kærlighedens Kristus, du blev hængt på et træ,
men stod op igen i morgengryet.
Driv synden bort fra vore sjæle,
som morgensolen spreder disen over engene.
Bliv èt med vore gerninger, og vær i vore ord.
Forløs os, og vis os, hvem vi er.
Vort håb hviler i dig, nu og altid.

PROKLAMATION
Jesus siger : Jeg er opstandelsen og livet.
Du bryder syndens og dødens magt.
Jeg er livets brød.
Du nærer de længselsfulde.
Jeg er det sande vintræ.
Du giver os evigt liv.

VELSIGNELSE
Må livets Gud vandre sammen med os,
den opstandne Kristus være ved vores side,
Guds fornyende Ånd hvile i vort hjerte.
Amen.

Fra Ray Simpson : Du er min ø i havet. Keltiske bønner fra Lindisfarne. Forlaget Boedal 2010.