Seminarer 

Hvordan møder jeg konflikten i Gaza? Onsdag kl. 13.30

En verden i konflikt! Hvordan skal jeg forholde mig? Og hvad kan jeg gøre?

Kristine Kaaber Pors fra organisationen ‘Betlehems Venner’, som er en støtteforening for kristne palæstinensere, vil lede os i en samtale om Israel og Palæstina. Hun vil give et rids af historien, der går forud for krigen i dag, tegne et sammensat billede af krigen med stemmer fra de palæstinensiske og israelske fredsbevægelser, og hun vil fremhæve hvilke håbstegn, der trods hårdknuderne, kan ses. 

Dyrk din egen jord – torsdag kl. 13.30

Jeg er en glad have amatør, som meget gerne deler min glæde over at have ansvar for en plet jord med dig. Fra mit livs haver har jeg mange dejlige minder med sansninger, ro, forundring, drømme og nærvær. Min have ligner ikke mine velordnede barndomshaver, da jeg med tiden er blevet mere optaget af at dyrke min jord, som jo er udgangspunktet for det hele. Min have er økologisk dyrket, og jeg kører aldrig haveaffald ud af haven. Jeg høster fra min have næsten hele året og det fylder mig med taknemlighed. Kom og lad os dele erfaringer tips og tricks.
/Karen Ringgaard

Helgenæs fællesgrønt – torsdag kl. 13.30

Der er omkring 20 familier, som sammen dyrker 2500 kvm grøntsagshave ved ”Det lille Refugie – Gården på Helgenæs”. Vi dyrker økologisk, graver ikke jorden, men tilfører forskellig næring ovenpå jorden i løbet af året. Der hentes inspiration fra alle de steder, vi kan.
Jeg glæder mig til at præsentere det for jer på Korsvej til sommer.  
/Henrik Madsen

Vi bygger en klagemur – tirsdag til torsdag

Hvad gør vi når vores indre er fyldt med sorg, fortvivlelse og opgivenhed over tingenes tilstand?

De fleste af os er uvante med at klage højlydt til Gud. Og klage over Gud! I kirkens sange, bønner og liturgi er det mest lovprisningen af Gud, der fylder. Vi har faktisk en bibelsk tradition, der både fremmer ærlighed og giver luft for vores frustrationer. En tredjedel af Salmernes Bog er klagesalmer.  Klagesangene og Jeremias Bog er – ja, også jeremiader!

På sommerens Forum vil vi sammen bygge en klagemur. En grædemur, om du vil. Et stykke væg bygget i skovkanten i naturmaterialer. Et fysisk håndgribeligt sted og en proces hvor vi forsøger os med at træde ind i denne gammel testamentelige tradition.

Kom og byg med!

/Richard Krag