Nogen må gøre noget
Etiske pengeinstitutter, delebiler og biodynamisk minimælk! Opskrifterne på en bæredygtig livsstil bugner og tilbyder den bevidste forbruger utallige veje til en god samvittighed.
På Korsvejsforum 2016 undersøger vi, hvordan vi som kristent fællesskab kan fremme retfærdighed. Hvordan drager vi oprigtig omsorg for miljøet og for hinanden uden at ende i politisk korrekthed? Har vi en særlig forpligtelse til at handle, når vi møder uretfærdighed? Til at være de bedste borgere for verden og ikke i verden?
I løbet af fem sommerdage tager vi livtag med disse spørgsmål i et fællesskab, der søger mod Jesus Kristus.
Sammen vil vi udforske den opskrift på et bæredygtigt liv, som kommer til udtryk, når profeten Mika opfordrer til retfærdige handlinger, trofast kærlighed, og en årvågen vandring med Gud (Mika 6,8).
Med udgangspunkt i den kristne fortælling efterspørger vi en enklere livsstil og et praktisk fællesskab. Vi vil tage vare på den skabte jord, søge en mere retfærdig fordeling af verdens ressourcer og vise solidaritet med dem, der har langt mindre end vi.
Sammen skaber vi årets Korsvejsforum gennem samtaler, bøn og en fællesarbejdsindsats. Ved gudstjenesterne og over madkurvene lærer vi hinanden bedre at kende og sammen vil vi nærme os altings skaber gennem oplæg, koncerter og samtaler omkring bålet.
Vel mødt til en uge med ro og udfordringer, højt til himlen og plads til pauser, fest og protest og frokost i det fri.
Peter Vindum har bidraget med illustrationer til forumflyeren.
Illustrationerne er inspireret af retfærdighedsgudinden Justitia, der dømmer med ”blind retfærdighed” uden at lade sig flytte af hverken penge, magt, personlighed eller andre irrelevante ting. Balancevægten står for retfærdighed og sværdet for magt. Disse to er dog her skiftet ud med blomster.