Artikel om at leve enklere til Ny Mission nr. 21, 2011 med temaet: Discipelskab i kirke og mission.
Skrevet af Gullmai Sørensen, kommunikationsansvarlig i det bæredygtige pengeinstitut Oikos. Har været engageret i Korsvejsbevægelsen i Norge og er engageret i den danske korsvejsgruppe.
Om at leve enklere
Enkelhed er en langsom afskalningsproces omkring en kerne af glæde. Processen sker, når vi lever i den gudgivne kærlighed, som vi er skabt til at leve i. At leve enklere forudsætter stilhed og bøn som et værn mod forbrugets forførende kraft. Taknemligheden er det bedste redskab mod forbrugsjaget, og opmuntringerne hentes i fællesskabet.
Discipelskabet forstås ud fra Korsvejsbevægelsens fire vejvisere: at søge Kristus, at bygge fællesskab, at leve enklere og at fremme retfærdighed. Enkelhed er en langsom afskalningsproces omkring en kerne af glæde, der sker, når vi lever i den gudgivne kærlighed, som vi er skabt til at leve i. At leve enklere forudsætter stilhed og bøn som et værn mod forbrugets forførende kraft. Taknemligheden er det bedste redskab mod forbrugsjaget, og opmuntringerne hentes i fællesskabet. Et liv i enkelhed handler også om vores gudsrelation, mødet med vores næste, ligesom det får konsekvenser for vores holdninger til politik og naturen.
Herre Jesus Kristus!
Du står for døren og banker.
Kom, lad os kende dig
og kraften af din opstandelse.
Lad ingen sag eller tjeneste,
ingen synd eller sår
tage vores opmærksomhed væk fra dig.
Tag imod os i vor lunkenhed og afmagt.
Åbn vore øjne
så vi kan se verden og elske den, som du gør.
Du som er lys, gennemlys os,
så vi kan forvandles til dit billede.
Jesus, du er os nær nu og altid.
Bær vore liv.
Lad denne bøn fra Gudsrigets gåte (s. 1) være indgangen til at uddybe aspekter af at leve enklere og reflektere over, hvor inspirationen til at leve enklere kommer fra? Hvad forstår jeg ved enkelthed? Jeg tager afsæt i Korsvejsbevægelsens fire vejvisere: at søge Kristus, at bygge fællesskab, at leve enklere og at fremme retfærdighed.
Korsvej insisterer på at gå ind i discipelskabet med Kristus og sammen med Ham gå ud i verden. Dynamikken og samspillet mellem ’livet med Kristus’ og ’læren om Kristus’ befrugter hinanden, uden at det bliver på den enes bekostning. At leve enklere er derfor tæt flettet sammen med de tre andre vejvisere og skal ses og erfares som en del af denne helhed. Det er en pointe, at vejviseren ikke hedder ’at leve enkelt’, for det indikerer, at jeg er kommet i mål. At leve enklere signalerer en bevægelse, hvor jeg altid er på vej og hele tiden bliver udfordret – specielt i vores overflodssamfund.
Skal jeg nærme mig en definition af enkelthed, henter jeg inspiration fra Veivisere: ”Enkelthed er en langsom avskallingsprocess – rundt en kjerne af glede” (s. 15). Afskallingsprocessen er den bevægelse, som sker, når jeg lever i den gudgivne kærlighed, som jeg er skabt til at leve i. Processen får de bedste præmisser i stilhed og bøn og i et fællesskab. Jeg skal ikke præstere at søge Kristus alene, ej heller at leve enklere alene. Vi er som disciple en del af Guds verdensomspændende kirke og har dermed et stort fællesskab, hvor vi kan hente støtte og blive holdt fast i vor rette sammenhæng.
For at være nærværende i det liv, som er mit, kan enkelthedens vej være en hjælp til at håndtere kravene. Globaliseringen og informationssamfundet er vores virkelighed, og vi er omgivet af finanskrise, fattigdom, miljøkatastrofer, teknologi, fødevarekrise, udbrændthed, skilsmisser, sygdom, arbejdsløshed, konflikter mm.
Troen som en relation
I det fællesskab og den tradition, som jeg er vokset op i, var der ikke fokus på Jesu budskab om det enkle liv. Dynamikken mellem det kristne liv og forkyndelsen savnede en livsforbindelse. Det var først da jeg ’opdagede’. at min tro er en relation – en livsforbindelse med Kristus, at sammenhængen begyndte at blive tydeligere. Denne fordybelse af troen skete samtidigt med, at jeg uddannede mig til terapeut, og jeg opdagede at helliggørelse (også) handler om en personlig modningsproces i tæt tilknytning til, hvad Kristus vil skabe i mit liv. Denne indsigt fordybede troen som en relation og skabte nye livsgnister i mit liv som Kristi discipel som Ellen Merete W. Finnseth skriver i Gudsrikets gåte:
”Skaperen kommer nær oss – og konsekvensen er uunngåelig: Vi dras mot Ham! Et kjærlig blikk er som en vakker stein noen kaster i mitt vann. Jeg kan ikke motstå den. Jeg kan ikke plukke den opp igjen. Noe er for alltid endret i mitt indre landskap. Når møter med mennesker kan prege meg så dypt, hvor mye mer må jeg da ikke bli rystet i mitt indre, når jeg en sjelden gang med hele mitt vesen erfarer at jeg er innfanget av Skaperens eget blikk? At Han gir meg sin fulle oppmerksomhed: Gjenkjenner, gjennomskuer og elsker. Da vet jeg hvem jeg dypets sett er, at det finnes rom der som jeg ennå ikke har gått inn i, at det finnes dyp hvor min menneskelighet er i uopphørlig berøring med det hellige” (s. 23).
Når Jesus siger, ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19), bliver jeg berørt på en helt anden måde, når min tro erfares som en relation – en livsforbindelse -end som en læresætning, jeg skal tro på. Bibelen bruger forskellige billeder for at tydeliggøre denne relation: Far og barn, brud og brudgom, mester og ven.
Det skaber forandringer at fordybe sig i denne kærlighedsrelation. Kærligheden kommer til udtryk som en længsel og en hellig uro for mit liv, min næste og skaberværket. Ved at være og leve i denne relation bliver det efterhånden klart, hvilken retning min uro og længsel skal have! Nogle gange overvældes jeg af, hvor pædagogisk Gud er. Vi har fået Kristus som et forbillede til at leve enklere, og jeg skal ikke finde ud af at være hans discipel alene. Jeg kan finde fællesskaber, hvor jeg kan hente opmuntring og trøst. Vi er disciple på vej, og Gud bruger os på den vej, uanset hvor vi er!
Tage bolig i sig selv
Som Kristi discipel i den vestlige verden lever jeg med alle fristelserne til at blive forført og forblændet af forbrug. ”Vi er ikke skapt til at forbruke livet. Vi er skapt til å elske det, nære det, folde det ut, i skaperverkets store vekselspill med Skaperen”, skriver Asle Finnseth i bogen Men gleden er et annet sted (s. 179).
Når jeg ikke skiller mig nævneværdigt ud fra hvordan andre lever, kan det både give mig dårlig samvittighed, men også få mig i kontakt med en dybere længsel efter at være mere tilstede i mit liv, og leve det mere helt. Den norske forfatter Hans Børli skriver i sit digt fra Men gleden er et annet sted (s. 193):
Ett er nødvendigt – her
i denne vår vanskelige verden
av husville og hjemløse.
Å ta bolig i seg selv.
Gå inn i mørket
og puss sotet av lampen.
Slik at mennesker på veiene
kan skimte lys
i dine bebodde øyne.
”At tage bolig i sig selv” – men er det ikke Kristus jeg skal søge? Jo, men er jeg ikke tilstede i mit indre i mødet med Kristus, så bliver der jo ikke et møde! Den fortabte søn brød op, da han ’kom til sig selv’. Da han ’opdagede’ sit savn og fik øje på, hvad han længtes efter – fandt sit egentlige tilhørsforhold, så stod han op og gik! I dette møde med Guds kærlighed skabes en pilgrimsfærd bl.a. ind i enkeltheden – omkring en kerne af glæde.
Jeg behøver stilhedens og bønnens ’åndehul’, for at opdage, hvornår jeg bliver forført og forblændet. Når jeg begynder at sammenligne mig med andre, bliver utilfreds med, hvem jeg er, og når forbruget har ædt sig ind i mit selvbillede og skabt behov, som ikke er reelle! Da bliver stilheden og bønnen det sted, hvor jeg kan holde fast – og finde tilbage til det fortrolige rum, der er i Guds nærvær, et rum med nåde og sandhed. Og der erfarer jeg et strejf af uforklarlig ømhed og kærlighed, der inspirerer og motiverer mit liv – og et liv i enkelthed.
Vejen mod at leve enklere er en velsignet nødvendighed i et overprivilegeret liv i den vestlige verden. Jeg lever i overflod og behøver at finde ud af, hvilke gaver der er til mig, og hvilke jeg kan dele eller give videre til andre. Denne hektiske forbrugskultur lever jo af at forføre mig til hurtige løsninger, så jeg for et kort øjeblik ikke mærker min alenehed, mit værd, min dødsangst. Forbrugsræset gør alt for at tage min opmærksomhed fra mit egentlige tilhørsforhold og få mig til at miste mit fokus.
Taknemlighed
Det allerbedste våben mod forbrugets forførende magt er at sige tak! Takken minder mig om kærligheden, som betyder allermest, og som ikke kan købes, men kun tages imod – helt gratis. Takken kalder mig ud af de tanker om mit liv, som forbrugerkulturen lokker mig ind i, og hjælper mig med at glæde mig over det, jeg har, i stedet for at være utilfreds med det, jeg ikke har.
”Livet er en gave. Det, der holder os i gang er, at vi modtager. Utaknemmelighed forhindrer os i at modtage” siger Katrina af Siena (italiensk mystiker fra 1300- tallet) i Gudsrigets gåte (s. 46). Det er altid takkebønnen og stilheden, jeg skal tilbage til, når utilfredsheden har indhentet mig.
Mit fortrolige samvær i Guds kærlighed er og bliver modkulturens bærende understrøm. Jeg kan ikke holde mig oppe ved egen hjælp, trods helhjertede forsøg!
Det er en vedholdende øvelse at give slip og lære at holde af det, jeg har. Både ressourcer, relationer, økonomi, arbejde m.m. I mit liv med Kristus bliver mine prioriteringer nogle gange oplagte og enkle, og andre gange er det en lang proces at turde handle i overensstemmelse med min overbevisning. Der er afsavn forbundet med at leve enklere, og når jeg bliver i tvivl om mine valg, må jeg hele tiden tilbage til Kristus for at se mit liv i et langt større perspektiv end forbrugets.
Der findes en dyb tilfredsstillende glæde og frihed i at leve i overensstemmelse med min overbevisning, som er formet og skabt gennem bøn og Ordet. ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne”, skriver Paulus (Rom 12,2). Og Hebræerbrevet underbygger det med følgende vers: ”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har. For Gud har selv sagt: ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Heb 13,5).
Et enklere liv i et forbrugs- og informationssamfund
Så er vi ved praksis, hvor bønnen skaber en vej for den enkelte. Mine valg kan synes ubetydelige, som en naiv og latterlig kamp mod vindmøller, i det store perspektiv. Når det synspunkt overmander mig, søger jeg igen Kristus for at blive fyldt af Hans nåde og kærlighed og blive holdt fast i hans perspektiv for mit liv.
Spørgsmålene er vedvarende …. Skal jeg være på Facebook, eller tager det min opmærksomhed fra noget mere væsentligt. Skal jeg have bil, eller kan jeg arrangere med delebil, skal jeg planlægge en ferie uden at skulle flyve, skal jeg købe nyt eller brugt, sortere affald, købe økologisk eller bare dansk? Skal jeg have TV, abonnere på en avis, hvem skal jeg hjælpe, hvad skal jeg engagere mig i, hvem skal have min tid og penge, ressourcer og kræfter? Jeg lever i sådan en grad af overflod, at jeg ikke blot skal vælge det dårlige fra, men jeg skal til og med vælge ’det gode’ fra – for at få ’det bedste’.
Så er der alle de valg og prioriteringer, vi kan tage i fællesskab og stå sammen om for at leve et enklere liv. Det være sig i cellegruppen, familien, menigheden, retræten eller en form for kommunitet. Fællesskaber, hvor vi kan støtte hinanden i ikke at blive forført af presset til at forbruge. Kommuniteteter indeholder de fleste muligheder og ofte de største udfordringer. Der kan der skabes rammer for stilhed og samtale, og der kan deles om madlavning, vaskemaskine, trillebør og bil, samt om at samle regnvand og kompostere og have et par økologiske høns til at spise madresterne. Ja, man kan inspirere hinanden til meget, når man er fælles, og man kan holde hinanden fast i gode vaner. Både når det gælder tilliden til Kristus, og ikke mindst i det liv, som leves som konsekvens af troen.
Nogle fællesskaber har venskabsmenigheder, venskabsfællesskaber med mennesker som lever under helt andre forhold, og da bliver erfaringen af at dele både konkrete, nærværende og meningsfulde. Lokale livsfællesskaber giver også flere ressourcer til at have åbne døre for medmennesker, der trænger til ører, der lytter, et venligt skub og en opmuntring til at bevare livsmodet. Barmhjertigheden og trofastheden får helt konkrete udtryk.
Der, hvor relationerne får mulighed for at blomstre, er de i sig selv små bastioner mod forbrugets manipulation. Og det er ikke et ’enkeltmands-projekt’ at stå i denne desperate runddans, hvor vi både er forbrugets fanger og ofre og samtidigt en integreret del af forbrugskulturen, som vi nyder meget godt af. Dette skal jeg rettelig sige tak for, for det er alt sammen gaver. Hvornår det bliver gaver i overflod, er et arbejde for lønkammeret! Hvornår er nok nok?
Jesusbønnen
Enkelheden er også befriende i min Gudsrelation. At leve enklere kan være at bede enklere. En bøn som har været tæt knyttet til åndedrættet helt tilbage fra det tredje århundrede er Jesusbønnen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig”. Eller endnu kortere: ”Herre, frels mig”. Eller: ”Herre, vær mig nådig”. Denne bøn kan gentages og være en god hjælp til at give slip på komplicerede tanker og hastige associationer.
At bede enklere kan hjælpe med at slippe unødvendige tanker. Enkelhed i tankerne skaber mulighed for at fordøje input og indtryk og have fokus på at være til stede og fordybe relationen til Kristus. Det er også her, jeg kan skabe et rum, hvor jeg kan lytte til Gud og være nærværende i stilheden. Når jeg lytter, taler Gud!
Følg mig!
Gud vil ikke høre mig i min trosbekendelse på dommens dag, men vil spørge mig, hvordan jeg har levet mit liv! Har jeg sat evangeliets troværdighed på spil – eller i spil i min måde at være discipel på! Og det er ikke så vanskeligt, som jeg ofte får gjort det til. Jeg foretrækker let det indviklede frem for det enkle, forvirring frem for det, jeg godt kan se. Det er finere at være dybsindigt end konkret! Samuel Rubenson omskriver Paulus’ kendte ord med: ”det enkle, vi kan gøre, det gør vi ikke, men det svære, vi ikke kan, det hengiver vi os gerne til” (Rubenson 2020:21).
Jesus gør det enkelt: ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig” (Matt 25, 35-36). Det handler meget om at have mod til at gå gennem livet og forholde sig til de behov, jeg møder. At se Kristus i de husvilde og hjemløse (jf. digtet). Det handler om at turde tage nogle konsekvenser af de møder, jeg har, når jeg ser Kristus i andre mennesker, og lade det være bestemmende for de prioriteringer, jeg hele tiden foretager i mit liv. Det hører til den personlige modningsproces (helliggørelse) at være til rådighed og samtidigt bevare sig selv, kende sine ressourcer og grænser. Gud har ikke skabt mig til, at jeg skal ’forbruges’, men jeg skal forvalte mit liv – ligesom skaberværket!
Politik og penge
Hvordan påvirker det mine politiske holdninger og mine bidrag til at tage vare på skaberværket, når jeg konfronteres med Jordens åndenød? Tror jeg på en Gud, som lægger sit skaberværk øde? Eller tror jeg på en Gud, som skaber global uretfærdighed og fattigdom? Hvordan lader jeg min virkelighed påvirke mine politiske holdninger og mine anstrengelser for at bidrage med min dråbe til havet?
Mine økonomiske prioriteringer er også tæt knyttet sammen med at leve enklere. Her får jeg min samvittighed i spil, når jeg skal forvalte de midler, der er blevet mig betroet! Ikke at have et ejerforhold til sine penge er jo en befrielse i sig selv og kan hjælpe med en mere afslappet forhold til de kære penge, som så let kommer til at eje mig. Og det gør de på deres egen snigende måde, så jeg slet ikke opdager det. Og jeg forstår lidt mere af, hvorfor Jesus advarer så kraftigt mod dem. En effektiv måde at skabe enkelthed på er at gå ned i løn! Hvis det ikke er en løsning, kan man ’fryse’ sin løn på det niveau, hvor bekymringerne om pengene balancerer – ikke for meget og ikke for lidt, og så få erfaringer med at give sig rig!
At være fri og leve frit
At leve enklere er en hjælp til at navigere i denne verden fuld af Guds gaver, og Mammons list der vil tage min opmærksom fra mit livs fokus – kærlighedsrelationen til Kristus. Det er min Skaber, som dybest set holder mig fast i relationen til ham, for jeg blev elsket først! I denne relations stilhed og styrke skabes vejen. Jesu rigdom sætter al anden rigdom i forlegenhed. En taknemlighed over Guds kærlighed i Kristus er bærekraften. Kristi rigdom sætter mig fri der, hvor jeg er bundet.
Så lad os være frie!
Litteratur
| Finnseth, Asle | 1994 | Men gleden er et annet sted. | Kirkens Nødhjelp. |
| Rubenson, Samuel | 2010 | Visdom fra ørkenen. | Boedal forlag. |
| Stiftelsen Korsvei | 2005 | Gudsrigets gåte – stemmer fra Korsveibevægelsen |
Artikelsamling |
| Oslo | 2007 | Veivisere. | Oslo: Genesis forlag. |
Gullmai Sørensen, f. 1959, er bachelor i pæd. psyk. og Master i professionel kommunikation fra RUC. Har arbejdet som pædagog og familieterapeut og arbejder nu som kommunikationsansvarlig i det etiske pengeinstitut Oikos. Bor i et større andelsboligfællesskab i Vejle, og har været engageret i Korsvejsbevægelsen siden starten i Norge først i 80’erne. Er aktiv i den danske korsvejsgruppe.