Til efteråret bevæger en strøm af mennesker sig fra det nordligste Skandinavien i retning mod klimatopmødet i Paris (COP21) til december.
Kirker og kirkelige organisationer i Europa og Afrika har taget initiativ til en ’klima-pilgrimsvandring’ mod Paris – som en fælles besindelse på klimaets sårbarhed og som udtryk for solidaritet med den fattige del af verdens befolkning, der lige nu mærker klimaforandringerne på egen krop.
Samtidig sender klima-pilgrimsvandringen et stærkt signal til de politiske ledere om en ambitiøs aftale på klimatopmødet i november: Politikerne må gå foran, begrænse CO2-udledningen og tage et fælles ansvar for at hjælpe dem, der rammes hårdest af klimaforandringer.
Skab lokal handling – med global virkning
Ruten gennem Skandinavien og Europa går fra 10. august til 13. september gennem Danmark – fra Hirtshals i nord, Helsingør i øst til grænsen i syd. Her føres en ’stafet’ gennem landet.
Lokale kirker, foreninger og enkeltpersoner opfordres til at lave lokale vandringer eller andre events i samme periode – også selvom man ikke har mulighed for at være med på hovedruten.
Det vigtigste er, at vi fordyber os i spørgsmålet om klima og retfærdighed og sætter fokus på, hvad vi hver især og sammen kan gøre for at skabe en bæredygtig fremtid.
Hvad kan I gøre?
– Vær med til at arrangere en lokal vandring eller en anden begivenhed, der sætter fokus på klima, fællesskab og handling. Det er meget til op til dig eller jer, hvordan arrangementet skal udformes.
– Overvej selv at være ’stafetbærer’. Mere info om dette følger på www.klimapilgrim.dk.
Hvad kan vi tilbyde?
– Download inspirationsmateriale på www.klimapilgrim.dk.
– Få tilsendt ’gå-med’-foldere til brug for din pilgrimsvandring. Bestil på klimapilgrim@gronkirke.dk.
– Få synliggjort din pilgrimsvandring eller event på og få et overblik over, hvad andre arrangerer. Send info til klimapilgrim@gronkirke.dk
Følg også med på Facebook.
Om klimapilgrimsvandringen: Klimapilgrimsvandringen er blevet til på initiativ af Kirkernes Verdensråd i samarbejde med ACT Alliance, der er en global alliance af kirker og kirkelige organisationer. Gennem kampagnen ”ACT now for climate justice” samles underskrifter for et fælles, globalt opråb til verdens ledere. Skriv under her: http://actclimate.org/
I Danmark organiseres klimapilgrimsvandringen i regi af Grøn Kirke i samarbejde med Korsvej, Areopagos og Folkekirkens Nødhjælp.