UGE 3
Så fortsætter vi arbejdet ! Limen er tør og jeg tegner efter modellen og skærer plankerne til. De lige snit med rundsav og og de buede snit med stiksav. Når jeg kigger på det gamle tømmer, funderer jeg på, at man i århundreder og i forskellige kulturer faktisk har lavet disse tapsamlinger på samme måde. Jeg har set det i indiske landsbyer, hvor tømreren sidder og skærer tapper og med stemmejernet hugger taphuller, når han laver møbler. Som jeg lærte det i sin tid på Teknisk Skole. Måske det foregik på samme måde i Nazareth for 2000 år siden? – Så går jeg i gang med nogle lappeløsninger! Gamle taphuller, afbrækkede hjørner, m.m. skal lappes. Og her bruger jeg et vidunderværktøj, som Josef helt sikkert ikke havde i sit tømrerværksted : et elektrisk stemmejern! Jeg skærer ud og limer lapper af træ i. Og jeg synes, det er helt fint med lapper. Genbrug er godt!
ONSDAG
FORNYELSE OG KALD

Midt i ugen har vi fokus på Gud, som sender os ud i tjeneste, ligesom han gjorde det med sine første disciple. Ånden fornyer os og udruster os med nådegaver, som vi kan bruge i vort kald. Det er sendelsen fra den fornyende Ånd, der giver os styrke til at gå videre gennem livet. Onsdag reflekterer vi over, hvad sendelsen betyder.

MORGEN
Kom, skabende Ånd,
frisk som morgenduggen,
væk os op til nyt liv.
Lad Åndens styrke råde,
hvor der er frygt.
Må Guds kraft fylde mig,
hvor alt føles tomt.
Må Guds visdom lede mig,
hvor der er forvirring.
Må Guds øje se for mig,
hvor der er disharmoni.
Må Guds øre høre for mig,
hvor evnen til at lytte skummer til.
Må Guds ord være hos mig,
når jeg taler og tænker,
så jeg bliver beskyttet mod falske dagsordener,
som skader min krop og sjæl.

BØN OM TILGIVELSE
Fra falske behov og selviske handlinger,
Gud, du som ved alt, befri os.
Fra uværdige tanker og hovmodige krav,
Gud, du som ser alt, befri os.
Fra urene hjerter og småtskårne tanker,
Gud, du som renser alt, befri os.

GUDS ÅND OVER KRISTUS
Den evige, som fik himlene til at bøje sig,
bøjer sig selv for menneskene.
Ære være Kristus!
Han, som ikke blev skabt,
går selv ind i strømmen af det skabte liv.
Ære være Kristus!
Gud bliver èt med os,
og vi bliver èt med Gud.
Ære være Kristus!
Vores tabte uskyld er genoprettet,
verden fyldt af Guds storhed.
Ære være Kristus!
Faderen øser sin kærlighed over Sønnen.
Ånden kommer over ham.
Gud er åbenbaret i Treenigheden.
Ære være dig, Kristus,
Altid og over alt.

Fra Ray Simpson : Du er min ø i havet. Keltiske bønner fra Lindisfarne. Forlaget Boedal 2010