Livskraften, som er større end…
Retræte
Vi starter Forum med to stille retrætedage med temaet: At komme hjem til sig selv.
Med vores familiehistorie som bagtæppe skal vi nærmer os lignelsen om ’Den fortabte søn’. Vi skal stoppe op ved de forskellige personer i fortællingen og spejle os i dem. Bibeltekster, ordene, guitartonerne og stilheden hjælper os ind i indlevelsen.
De to dage afsluttes med en pilgrimstur inden flere slutter sig til, og vi tager hul på Forumdagene.
Forum-formiddage
Vi starter dagen med en keltisk morgenbøn med nadver. Senere på formiddagen vil vi være sammen om ’Livskraften, som er større end…’. Livskraften som findes før og efter os. Livsmodet som er større end os. Faderens nærvær og trofasthed midt i det smertefulde og omskiftelige liv.
Ellen Merete Finnseth vil lede os på formiddagssamlingerne under disse overskrifter og tanker (læse mere om Ellen Merete her):
- Onsdag: At finde fodfæste i urolige tider. Om frygten som livsbetingelse og freden som
gave. Joh. 14, 27-31. - Torsdag: Bare et lille menneske. I Guds billede. Om hvem vi er og om hjertets længsel
efter kærlighedens ansigt. Joh. 15, 15-17. - Fredag: Skabelsens mysterium og jordens bærekraft. Mere end klæderne, mere end
maden. Luk. 1, 68-79.
Hvordan fastholder vi modet i en verden, hvor fremtiden opleves truende og kompliceret, når det gælder klima, krig og sammenbrud? Vi deler virkelighed med andre mennesker, og smittes let af det postmoderne verdensbillede: Mennesket som en ensom aktør i universet uden hjælp fra andre magter. Det er det moderne menneskes fristelse og byrde. Vi finder ikke håbet ved at melde os ud af den komplicerede virkelighed, men ved at stå midt i den, som en del af det menneskelige fællesskab. Her møder Gud os – midt i det, der er vores liv. Skabelsen sker hele tiden. Åndelig fordybelse er ikke virkelighedsflugt, men der hvor Den treenige Gud har lovet at møde os.
Vi står på skuldrene af mennesker, som også har levet i opbruds- og klagetider. Vi må drikke dybt af kilderne, som vi har i den kristne tradition. I bøn og stilhed, i gudstjenesten, i meditation over Guds ord og løfter.
Jesus blev menneske og trådte ind i denne rodede verden. Vi kan ikke skabe verden. Men i tilbedelse af Ham, som er før os og efter os, kan vi finde et dybere fodfæste og være en del af fællesskabet i disse opbruds- og krisetider.
…med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer… (Ef. Kap.1, vers 18b)
Eftermiddage
Vi planlægger en eftermiddag om konflikten i Gaza og en eftermiddag om klimakrisen. Vi har inviteret personer, der kan inspirere og udfordre vores måde at forstå de sammensatte virkeligheder, som Gaza og klimakrisen er.
Vi ved, at vi vælger svære og komplekse problemstillinger, men når det er den virkelighed som vi står i, satser vi på en åben og lyttende samtale, der kan give nye impulser og viden til eget liv. Vi har inviteret Kristine Kaaber Pors fra ’Betlehems Venner’,
Vi har inviteret Søren Rohleder fra Extinction Rebellion, som er en forening, der bruger ikke-voldelig civil ulydighed til at skabe handlinger for klimaet. Vi har også inviteret Karen Ringgaard, som fortæller om at dyrke jorden i egen have, og Henrik Madsen fra ‘Det lille Refugie’ på Helgenæs om at dyrke jorden sammen med andre.
Der vil desuden være mulighed for at arbejde med på en klagemur og for at øve sange til taizé.
Læs mere om eftermiddagsaktiviteterne her.
Aftener
En aften har vi dans og folkemusik og en anden er der generalforsamling for foreningen Korsvej.dk med valg at bestyrelse. Desuden er der Taizéaftenbøn samt samvær ved bål, vafler, spil.
Se mere detaljeret program her.